I Dannevang styrer tendensen
Som siger "Bekæmp kompetencen!"
Så amatørisme
Er blevet den prisme
Som danskerne får for licensen

En amatør viser, hvad han kan.
En kunstner viser, hvad ingen andre kan.

Jeg tror, det hedder "sur røv" på moderne dansk; dét, som det må være for de tusindvis af danske kunstnere, der har brugt år af deres liv på at forfine deres kunst og frembringe udtryk og oplevelser, som ingen andre har gjort før. Som er blevet go'e med andre ord.

Fair nok, at public service-kanaler bringer underholdning! Jeg har selv været en aktiv bidragsyder bag skærmen til både Melodi Grandprix og Keld Heicks hedengangne lørdagssucces "Musikbutikken". - Jeg sad i bedømmelsesudvalget på førstnævnte i '85 og '86, og sidstnævnte var jeg med til at udvikle.

Melodi Grandprixet led i mange år af, at en del musikere ikke ville røre ved det med en ildtang! Oh ve, den danske rockmusiker, som kunne bare så meget som tænkes at have berørt det unævnelige! Nå, men dengang kunne man jo også tillade sig at være kritisk som dansk musiker, for der fandtes andre tv-programmer, som viste dansk musik live. Hvor er de lige i dag?

Musikbutikken blev bygget op omkring Keld Heicks person og den troværdighed, han har som seriøs kunstner. Der er mange, der rynker på næsen ad hans genre, men der er ingen, der betvivler hans professionalisme og den høje kvalitet af hans arbejde. Resultatet blev en serie programmer, hvor danske og udenlandske professionelle musikere og sangere kunne få lov at vise, hvad ingen andre kunne. Nemlig dét, de havde øvet sig på i årevis; kunst eller underholdning, som var blevet prøvet og afprøvet og udfordret igen og igen, og som derved på hver sin måde var kommet til at præsentere noget, som ikke fandtes andre steder.

Med X-Faktor, Talent 09 og Vild med dans giver DR og TV2 danskerne filmet forsamlingshus. Nu kan vi alle sammen sidde hjemme i stuen og se den diletant, som vi tidligere var nødt til at bevæge os ud blandt andre mennesker for at opleve.

Gudskelov følger alle de andre medier op med sladder om diletantnerne, så det bliver næsten ligesom i den gamle landsby, hvor det var sjovt, at det var slagtermesteren, der bollede degnens kone, som stod på scenen og spillede banjo. 

Og hvad kan man så lære af dét?

At mennesket til alle tider er og vil være en sladdermagnet, og at kunst og kamp kræver - om ikke stål (det var et citat, og hvis du ved hvorfra, tilhører du formentlig ikke nogen af tv-stationernes målgrupper) - så i det mindste stålsat tålmodighed, for de danske medier er der da i hvert fald ikke meget support at hente fra.

Åh, gud, hvor er det skønt at være et surt, gammelt, kulturradikalt brokkehoved!