
| Alle taler om "Danmark" som om, det var en givet størrelse. Rent geografisk er det naturligvis meget let at afgrænse, men rent kulturelt...? Hvornår opdagede danskerne, at de var danske? Vidste vikingerne, at de var danske? Vidste de hekse, Christian IV brændte af, at de var danske hekse? Hvor meget af dét, vi betragter som "rigtigt dansk" stammer egentlig fra Danmark? Og hvis det er importeret udefra, hvorfor opfatter vi det så som dansk? Hvor længe skal det have været almindeligt i Danmark, for at vi tror, at det er dansk? Med eksempler som ris á la mande, kongeligt porcelæn, øl, kartofler, mursten, PH-lamper, remoulade, marcipanbrød, Dannebrog og meget mere, stilles der skarpt på "danskheden" i os selv og vores omgivelser. |