
| Vi tager som regel den vesteuropæiske verdensopfattelse for givet; demokratiet, kønnenes ligestilling, det sekulære samfund, oplysningstidens videnskabelige erkendelser, skellet mellem religion og videnskab, brugen af den rationelle fornuft, og for eksempel ytringsfriheden. Ja, vi lever oven i købet i den overbevisning, at det er os, der er de normale. Men det er vi slet ikke! Ser vi på verdenshistorien og kigger vi på, hvor mange kulturer uden for Vesteuropa og USA, som deler vores verdensopfattelse, så er vi blot en mærkværdig undtagelse, en minoritet. Hvad er det for en historie, der har ledt frem til, at vi skiller os sådan ud fra resten af verden, og hvis vi eksporterer vores eget kulturelle gods, hvad slår vi så i stykker i resten af verden? Og hvad har resten af verden at vinde, dersom den bliver mere ligesom os?
|