Af Lene Andersen

- Og vi siger tak til H.C. Andersen - og stiller om til nutiden.
Kr. 20,- inkl. forsendelse
31 sider ISBN 87-990456-1-3
Udkommet november 2005









Brug bogen som julekort: 25 stk. 200,- kr. inkl. forsendelse.

Ude i skoven stod der sådan et nydeligt, dansk grantræ; en plads i solen havde det fået, den friske luft gik lige hen over trætoppen på det, og rundt om voksede mange andre, gode, danske gran­træer. Det var sandelig godt, at man var et dansk grantræ!

Om anklerne havde det danske grantræ det dejligste danske mos, og om fødderne varmede den gode, danske muld, så man aldrig behøvede at flytte sig den mindste smule. I luften sang de gode, danske grå­spurve de kønne­ste, danske sange: ”Pippelip-Pippelip”, sang de og var glade derved, og strakte grantræet sine grene ud, kunne det lige nå det næste danske grantræ. Hvor var det hygge­­ligt at stå så godt mellem så mange danske gran­træer! Man kunne blive helt varm om hjertet, når man tænkte på, hvor godt og hygge­ligt og dansk det var.

”Davs” nikkede det danske grantræ til det nærmeste danske grantræ.

”Davs” nikkede det andet danske grantræ mat tilbage. Det var helt utroligt, så lad og mæt man kunne blive af den fede, danske muld.